Kære alle Olsen banden fans og ikke mindst vores mange tusinde medlemmer her i fanklubben.
Det er med vemod, at vi må meddele, at vi har valgt at lukke Olsen Banden Fanklub DK helt ned. Det er ikke en pludselig beslutning, men en overvejelse der har været vendt flere gange i igennem det sidste års tid.
Årsagen ligger både i personlige forhold, men også fordi vi kan mærke, at der desværre er en faldende interesse i fanklubbens arrangementer. Det bliver svære og svære at få nok deltagere med til, at det hænger sammen og giver mening for os i bestyrelsen. Dette være sig både økonomisk for fanklubben, men også personligt, da det er frivilligt og ulønnet arbejde, som vi laver i vores fritid.
Der er slet ingen tvivl om, at opstarten af fanklubben for 11 år siden, har været en af de bedste beslutninger nogensinde. Vi havde et ønske om at skabe et fællesskab og et netværk, hvor alle Olsen Banden fans kunne mødes til hyggelige arrangementer. Det må vi sige vi er lykkedes med, når man tænker tilbage på de mange arrangementer vi har lavet. Flere af dem langt større end vi først havde regnet med, heriblandt et udsolgt 40 års galla for ”Ser rødt” i Det Kongelige teater i 2016, 40 års jubilæum for ”Går i krig” på Rådhuspladsen i 2018, 50 års jubilæum for film 1 hos Nordisk Film i Valby i 2018 med kæmpe ildshow på plænen bag studierne, foruden alle de mange andre mindre men hyggelige biografture, autografskrivninger, lokationsture i Valby, København C. og i udlandet (Læs; Jylland) samt vores hyggelige netværk på fanklubbens Facebookside, med over 15.000 medlemmer.
Derudover har vi formået at lave flere store projekter, så som flytningen af Det Gule Palæ fra København til Gedser i 2016 sammen med den tyske fanklub samt udgivet en Coffeetable bog med mange af Henning Bahs´ originale gule sider fra hans skrivemaskine, hvor alle de sjove ideer til Olsen Banden opstod.
Der er ingen tvivl om, at vi har fået sat Olsen banden på landkortet, og det er vi naturligvis meget stolte af og ydmyge omkring, for det var aldrig gået uden alle jer skønne fans, og vores gode samarbejde igennem årene med Nordisk Film.
Her fra bestyrelsens side, skal der lyde en stor tak til alle de skuespillere og produktionsfolk fra filmene, der velvilligt har deltaget i vores mange arrangementer igennem årene, til stor glæde for de mange fremmødte fans. Dog skal den største tak lyde til alle jer fans for støtte og opbakning til fanklubbens arrangementer og projekter igennem årene. Vi tager alle de dejlige minder og venskaber med os videre i fremtiden.
De allerbedste, og sidste, Olsen Banden hilsner til jer alle.
Mikael, Lars, Jesper og Rune
Olsen banden Fanklub DK